Racestandard

Opdateret 31. juli 2017

SHIBA

OPRINDELSESLAND:
Japan.

ANVENDELSE:
Jagthund til fugle og mindre vildt. Selskabshund.

KLASSIFIKATION:
FCI, Gruppe 5 (Spidshunde og racer af oprindelig type).
Sektion 5 (Asiatiske spidshunde og beslægtede racer).
Uden brugsprøve.

HISTORIE:
Shibaen har eksisteret som race i Japan siden tidernes morgen. Ordet “Shiba” hentyder oprindelig til noget småt, en “lille hund”. Shibaen havde sit hjemland i det bjergrige område ud mod Det japanske Hav og blev brugt som jagthund for småvildt og fugle. Der var små forskelle i racen, alt efter hvilket område den blev opdrættet i. Da racer som Engelsk Setter og Pointer blev importeret fra England i perioden 1868-1912, blev jagt en sport i Japan, og det blev almindeligt at krydse Shibaen med disse engelske racer. En ren-racet Shiba blev efterhånden sjælden, således at ren-avlede Shibaer i disse områder omkring 1912-1926 kun fandtes yderst sparsomt. Fra omkring 1928 påtog jægere og andre veluddannede folk sig arbejdet med at bevare den rene Shiba-race, og et seriøst bevaringsarbejde begyndte, således at racens standard blev skabt i 1934. I 1937 blev Shiba´en udnævnt til “natur-monument”, hvorefter racen blev opdrættet og forbedret til den storartede race, vi kender i dag.

HELHEDSINDTRYK:
En lille hund, helt harmonisk, med gode benstammer og veludviklede muskler.
Den har en stærk konstitution.
Bevægelsen er hurtig, fri og smuk.

PROPORTIONER:
Forholdet mellem skulderhøjde og kropslængde er som 10 til 11.

TEMPERAMENT:
Af temperament er den hengiven. Den har skarpe sanser og er særdeles årvågen.

HOVED

SKALLE: Panden er bred.
STOP: Veldefineret, med en let midterfure.
NÆSE: Sort farve er ønskeligt. Næseryggen er lige.
NÆSEPARTI: Moderat kraftigt, aftagende udefter.
LÆBER: Stramme.
KÆBER, BID: Stærke tænder med saksebid.
KINDER: Veludviklede.
ØJNE: Relativt små, trekantede og mørkebrune. Den yderste øjenkrog vender opefter.
ØRER: Relativt små, trekantede, hældende let fremover og stift opretstående.
HALS: Tyk og stærk, helt i harmoni med hoved og krop.

 

KROP

RYG: Lige og stærk.
LÆND: Bred og muskuløs.
BRYST: Dybt, med moderat hvælvede ribben.
UNDERLINIE: Bugen er godt optrukken.
HALE: Højt ansat og tyk. Den bæres stramt oprullet eller i en seglformet bue. Halespidsen kan næsten nå haseleddet, når den holdes nedefter.

LEMMER

FORPART: Set forfra er forbenene lige.
SKULDRE: Skulderbladet er moderat skråtliggende.
ALBUER: Slutter tæt til kroppen.

BAGPART

OVERLÅR: Lange.
UNDERLÅR: Korte, men veludviklede.
MELLEMFOD: Tyk og robust.
POTER: Tæerne er tæt sluttede og godt hvælvede. Trædepuderne hårde og elastiske. Kløerne hårde og ønskes mørkfarvede.
BEVÆGELSE: Let, frisk og energisk.

PELS

HÅRLAG: Yderpelsen er grov og lige, underulden blød og tæt. Pelsen på halen er en smule længere og udstående.
FARVE: Rød, Black and Tan, Sesam, Sort Sesam, Rød Sesam.
“Sesam” defineres således:
Sesam: Ligelig blandning af hvide og sorte hår.
Sort Sesam: Flere sorte end hvide pelshår.
Rød Sesam: Pelsens grundfarve er rød, opblandet med sorte pelshår.
Alle de nævnte farver skal have “Urajiro” – dvs. hvidlig pels på næsepartiets sider og på kinderne, på undersiden af kæbe og hals, på bryst og bug og på benenes indersider.

 

 

 

 

STØRRELSE

Skulderhøjde for hanner: 40 cm. Der er en tolerance på +/- 1,5 cm.
Skulderhøjde for tæver: 37 cm. Der er en tolerance på +/- 1,5 cm.

 

FEJL

Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.
* Feminine hanner, maskuline tæver.
* Overbid eller underbid.
* Mangel på flere tænder.
* Skyhed.

DISKVALIFICERENDE FEJL

Ørerne ikke opretstående.
Hængende eller kort hale.
Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.

Dansk Kennel Klubs bemærkning:
Forhold, der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl.
Standarden udgivet af FCI 16 Juni 1999.
Oversættelsen godkendt af DKK´s Standard Komité.
December 1999.