Pasning & pleje

Opdateret 31. juli 2017

Pasning & Pleje – Kort  om opdragelse

Shibaens helbred

Shibaen er generelt en sund og robust race uden store helbredsmæssige problemer. Racen er hurtigt udviklet både fysisk og mentalt. Kønsmodning ses ofte startende allerede ved 6 måneders alderen både for hanner og tæver. Racen bliver ofte helt op mod 15 – 16 år gamle.

De er meget modstandskraftige overfor varme og kulde da deres pels er kraftig med underuld og en vandafvisende overpels. De tåler store temperatursvingninger. Racen er meget fast og muskuløs ved normal motion og en hund som kan tåle en del fysisk udfoldelse.

Renlighed
Shibaen er en meget renlig hund, oftest er hvalpe der rejser fra opdrætter næsten helt renlige. Hvis ny ejer følger op på opdrætters rutiner om luftning med ofte luftninger er det en ualmindelig nem race at tilvænne indemiljø uden “uheld”. Racen er en meget “privat hund” når det gælder om at gøre sig ren. Den foretrækker oftest at ordne det uforstyrret og lidt gemt væk for omgivelserne, helst i noget højt græs eller afsides i evt. buske.

Pleje af pels
Pelsen er kraftig med dobbelt-pels, underulden er meget blød og overhårene er grovere – længere og mere glatte. Pelsen er meget selvrensende, den glatte overpels er meget vandafvisende så underpelsen ikke så nemt bliver gennemvåd.

Shibaen er meget omhyggelig med selv at holde sin pels. Den vasker/soignerer sig ofte og er meget påpasselig med sin soignering, lidt som en kat. Racen fælder normalt to gange årligt. Forårsfældningen er en kraftig fældning hvor vinterens kraftige underuld løsnes i totter. Når størstedelen af underulden er væk skifter den også en del af overhårene. I denne periode er det vigtigt at børste hunden dagligt for at få underulden væk og luft til huden, derved forkortes fældningen. Hunden får ny underuld efter fældningen. Dette er sommerunderulden som kommer. Denne uld er væsentlig mindre end vinterulden.

Næste fældning er i efteråret hvor den mindre sommeruld løsnes og ny kraftig vinterunderuld dannes. Ved efterårsfældningen bliver dækhårene kraftigere. I begge fældningsperioder er børstning vigtig og det er hensigtsmæssigt med en god børste som er speciel til underuld.

Racen er generelt ikke den største fan af at blive vasket og det anbefales ikke at vaske hunden ofte, dog kan det være hensigtsmæssigt ved fældningerne. Dette er medvirkende til at forkorte fældningsperioden og ulden er lettere at få børstet ud. Ofte kan hunden se lidt forskellig ud alt efter om den er i vinterpels eller sommerpels, desuden kan farven i overhårene skifte lidt i nuancen.

Det anbefales at hunden lærer at stå på bord under soignering, for at sikre en god arbejdshøjde for ejer. Desuden skal hunden lære det for besøg hos dyrlæge.


Pleje af negle
Shibaen har kraftige negle. Det er vigtigt at lære Shibaen at få klippet negle, dette er en nødvendig øvelse lige fra hvalpen er helt lille da de ofte er meget afvisende overfor øvelsen. Hvis de ikke lærer det fra små kan det blive en problematisk øvelse at gennemføre, når det evt. bliver nødvendigt med negleklipning eller anden kontrol af negle og tæer.

Hunden skal vænnes til fra lille hvalp at det er en hyggelig stund og godbidder anbefales under indlæring. Her er tilvænningen til situationen en del af almindelig soignering. Negleklipningsøvelsen skal vedligeholdes gennem hele hundens levetid. De  bryder sig generelt ikke om fiksering og fastholdelse. Dette kan ofte foranledige det berømte “shibaskrig”. En del af hundene slider selv neglene naturligt hvis de færdes meget på hårdt underlag.

Pleje af tænder
Det anbefales generelt at lære sin hund at få børstet tænder. Dette gælder også Shibaen. Ved indlæring af tandbørstning fra hunden er lille hvalp kan man forebygge tandsten og dårligt tandkød. Det er en hyggeøvelse og tandbørstning bør betragtes som almindelig soignering af hunden. Tandbørstning  anbefales flere gange ugentligt og kan være medvirkende til fremadrettet færre dyrlægebesøg. Der findes en del forskellige produkter i form af børster, fingerdutter til rensning samt hundepasta.

Kort  om opdragelse af Shibaen
Da Shibaen er en race der oprindeligt er brugt til jagt på smådyr og til tider på bjørne og vildsvin er den i besiddelse af en stor portion jagtlyst. Desuden er den selvstændig og meget nysgerrig, den er desuden beskrevet som reserveret. Disse egenskaber gør at racen meget gerne vil løbe efter ting der bevæger sig og den vil gerne udforske omgivelserne. Dette kan den sagtens klare helt selvstændigt og derfor behøver den ikke sin familie hele tiden.

Den er god til at være alene hjemme og er rigtig god til at underholde sig selv med leg og andre ting den finder interessant.

Shibaen  bliver beskrevet som stolte, selvstændige, noget stædige, reserverede og nysgerrige. Dette gør at racen bør komme på en træningsplads for at blive socialiseret både med andre hunde og nye mennesker i en meget tidlig alder. Det er bedst at starte i så ung en alder da racen er meget hurtigt udviklet.

En del af hundene er ret reserverede overfor fremmede hele livet men mange er også sociale og udadvendte. Det er vigtigt at hunden bliver præget godt hos opdrætter og videre i sit nye hjem.

Det  anbefales at man er en tydelig leder for hunden, racen afviser en leder der ikke kan ”bestemme” sig og ændrer regler i hjemmet.  Dette betragter hunden som en svaghed hos lederen og den vil naturligt selv tage en beslutning over hvad den vil. Her kan den godt være meget stædig.

Racen bør opdrages kærligt uden tvang men med konsekvent. Den er meget hurtig til at forstå opgaver og er rigtig god til at løse disse hvis det er under leg og motivation. Hvis hunden bliver opdraget med tydelige regler – ejer  er viljefast og bestemt – vil hunden hurtigere indordne sig og komme til at hvile i sig selv.

Som ejer af en Shiba er det et nøgleord at du er rolig og i balance, selvsikker og en god guide for hunden. Det giver tryghed. Hvis hunden bliver behandlet med hårde ord og voldelig opdragelse, hvis ejer taber besindelsen jævnligt vil hunden miste respekten og forholdet mellem fører og hund vil aldrig blive godt. Tilliden vil være brudt, hunden vil vise tydelig afvisning.

Træning af hvalpen bør starte så tidligt som muligt med hvalpemotivation, for at blive socialiseret med andre hunde og nye mennesker, dette foregår via leg og sjove lærerige oplevelser som danner basis for videre udvikling. På træningspladsen skal ejer lære øvelser, som der kan trænes hjemme.

En hvalp skal ikke motioneres men have mindre og oftere ture. Den voksne hund bør motioneres 1-2 timer dagligt. Shibahvalpen er en meget aktiv og energisk hund og det er vigtigt at den bliver stimuleret både mentalt og med fysisk aktivitet.

Hvis hvalpen skal leve i en familie med børn og mange gøremål er det vigtigt at lave “timeout” så den får hvilet og sovet nok. Det kan være svært for hvalpen selv at slappe af, når den bliver træt.

Hvis man bor i hus med have skal man sørge for at haven er forsvarligt indhegnet. Hunden er jo jagthund og vil naturligvis hvis den får muligheden gerne ud og opleve omgivelserne, selvstændigheden og nysgerrigheden gør at den ikke behøver selskab til en tur i byen.