Historie

Opdateret 31. juli 2017

Japan består af flere tusinde øer af forskellige størrelse. Den største er Honshu, som også kaldes “Hovedlandet”. 75 procent af Japan består af bjerge eller bjerglignende områder. De oprindelige indbyggere emigrerede til øerne fra forskellige egne af Asien ca. 7-8000 år f.kr. Med sig havde de små hunde, som havde en størrelse, der varierede mellem 37-48 cm. Forskere har påvist, at hovedskallen på disse hunde var meget anderledes end hos europæiske hunde fra samme tidsperiode. Oprindelsen af disse hunde efterforskes stadig, men de fleste forskere hælder til den antagelse, at de sandsynligvis stammer fra Kina.

I løbet af det 3. århundrede før vor tidsregning emigrerede endnu en befolkningsgruppe til de japanske øer. De medbragte også hunde, som blev blandet med de oprindelige. Herved opstod en race med opretstående, fremadrettede ører og en oprullet hale. Sansynligvis tamfaderen til de nuværende japanske racer.

Japan bestod igennem mange århundreder som et feudalt opbygget samfund, styret af forskellige krigsherrer, de såkaldte Shoguns. I perioder, hvor der herskede fred, blev jagt en yndet aktivitet for samuraierne. Hertil havde de god gavn af hundene.

Tsunayoshi, den femte Shogun, blev også kaldt “Hunde Shogun” og han byggede bl.a. kenneler til mere end 100.000 hjemløse hunde – ligesom han indførte regler for hundes rettigheder.

Selvom Japan i flere århundreder var temmelig isoleret fra vestlig indflydelse importerede man hunde fra Europa.

I det tidlige 1800–tal tegnede den hollandske doktor Siebold skitser af to typer japanske hunde.

a: Byhunden, som havde hængeører (indflydelse fra de importerede hunde)
b: Land jagthunden, som havde opretstående ører. (den oprindelige japanske hund)

Allerede på dette tidspunkt var en udvanding af de oprindelige racer begyndt.

I midten af 1800 – tallet begyndte det japanske styre, at føle sig kørt bagud i udvikling i forhold til den vestlige verden – både økonomisk og vækstmæssigt. Det udviklede en enorm interesse for nye og fremmede ting, inklusiv hunde. Omkring år 1900 var hunden, der var kendt som den rene japanske hund stort set forsvundet, undtagen i fjerne og øde egne af landet.

I begyndelsen af det 20. århundrede blev flere japanere opmærksom på, at deres rødder i mange sammenhænge var ved at gå tabt, og der opstod en bevægelse for at bevare japansk kultur. Et af de områder man blandt andet fokuserede på var bevarelsen af de oprindelige japanske hunderacer. Etologer og zoologer hjalp til med denne proces.

Dr. Saito var en af de førende og inden han påbegyndte sit arbejde, havde man ikke specifikke racenavne til hundetyperne, men benævnte dem med et fælles udtryk: Inu (hund). Dr. Saito opkaldte hovedtyperne efter de egne, i hvilke de havde udviklet sig: Akita efter Akitaområdet, Shikokuen efter øen Shikoku osv.

Shibaen fandtes i lidt forskellige størrelser, farver og bygning i flere områder (Mikawa, Shinshu, Mino, Sanin). Der fandtes dog så få eksemplarer i de forskellige områder, at Dr. Saito fravalgte at opkalde dem efter områderne, men blot kategoriserede dem som Shiba (lille). Dr. Saitos enorme arbejde resulterede i en decideret standard for racerne, og den blev vedtaget og publiceret i 1934.

 

I Danmark indførtes den første Shiba i 1969, men først i slutningen af 1970-erne begyndte danske opdrættere at registrere egne opdrættede kuld.